Velkommen til ZOOM festival 2018
ZOOM Festivalen er en konkurrence for elever på landets produktionsskoler med værksteder inden for film, TV og fotografi. Festivalen arrangeres af de deltagende skoler i fællesskab.
Konkurrencen afsluttes med en prisuddeling ved ZOOM Festival 2018 Gallashow.
Det foregår torsdag d. 12. april 2018 kl. 14.30 – 18.30 i Kulturhuset Kilden, Nygårds Plads 31, 2605 Brøndby.
Borgermester i Brøndby, Kent Max Magelund åbner ZOOM Festival 2018 og uddeler priser sammen med de professionelle dommere.
Vi oplever, at eleverne i det daglige, på trods af ofte store personlige udfordringer, arbejder målrettet og selvstændigt med produktioner inden for film, TV og fotografi.
Vi ser, at elevernes deltagelse i det forpligtende og udfordrende produktionsfællesskab på produktionsskolerne giver mening, og at det har en positiv effekt på eleverne, ikke mindst når de skal videre i en ungdomsuddannelse.
Vi er derfor stolte over at kunne præsentere elevproduktioner og vise elevernes engagement for en større offentlighed ved årets ZOOM Festival.